At overleve undergang - en mosaik af eksistensens stemninger

Uddrag fra del I: Byen
Prolog:
Alle folk har et liv, det er deres enestående, unikke liv. Det føler de. Ingen andre er centrum i deres liv som de: kun jeg er mig - og jeg er særlig. Det er parolen. Det er individets slagord. Det er en schlager, tænker jeg. Se mig, se mig! siger de. Ikke højlydt, men det runger alligevel ud over ruinmarkerne. Verden optæller milliarder af enkeltmennesker, af myrer, de kravler af sted, gør deres gerning. Arbejdsmyrer. De er flittige. De løber mellem hinanden, bærer, kravler - hen over hinanden - de tisser. Det kræves. Altid i bevægelse. For sig. Solo.
En myretue er et fascinerende syn, så megen mylder, så mange tusinder, et virvar intet menneskeligt intellekt kan finde hoved eller hale i, krydsende, frem og tilbage - dog altid hen imod et fælles mål. Den samlede tues vel og overlevelse. Mennesker har to ben og går oprejst. De er mere udviklede, siger evolutionsbiologer. Hvad gør de med disse to ben? tænker jeg. De spankulerer rundt i deres egen lilleputhistorie, deres enestående fortælling, hvor de nyder at være midtpunkt: Her hersker jeg. Dette er min beretning. Jeg er hovedpersonen og dette territorium er mit - mit!

Passage 6
- Det er ikke det værste ... jeg...
- Carl, se på mig! Det gjorde du ikke. Det gjorde du bare ikke!
- Desværre, jeg fortalte om vores togt ... og om...
- Åh nej!
- Jeg forsøgte at undgå det, men hun havde gennemskuet mig. Hun vidste, at noget var hændt, og jo mere jeg benægtede, des mere mistroisk blev hun ... til sidst lød det løgnagtigt selv i mine egne ører. De tre brede trin fejler jeg aldrig ...

Passage 8
De glaner vinduet. Jeg med. På frosten og de udeblevne trækfugle. De ser gennem vinduet. Og? - hvad ser vi egentligt? Det vore øjne ser, eller det vi ønsker at se, når vi ser gennem vore øjne, i al forfængelighed. ... "I al forgængelighed," tilføjer De. Intelligent. ... "Jeg må først," - jo tak. Jeg skuer havari og henstand, sønderskudte mure og menneskehed. ... "Altså en almindelig søndag morgen,"- netop, når en menneskeuge. Efter mange år.

Passage 9
De og Jeg taler om intimitet, slibrigheder og hjerteblod, og nu ... "skal jeg bløde," siger De, bogfører jeg. ... "Jeg misforstår?" - det er ikke nødvendigvis mig, der skal bløde, "men en eller anden!" - herligt, så er De havnet det rette sted, hold Dem tæt.

Passage 21
Han holder armene ud for sin æres skyld. Vifter, vipper, tipper ... woow ... usikkerhed, som er en sikkerhed, man ikke skal omgås uforsigtig.

le Berthélaine
- dansk kunstmaler, forfatter og kritiker
- kandidat fra Aarhus, Odense og Københavns universitet, i litteratur, kunst, filosofi og sundhedsvidenskab.

Denne flerfacetterede indsigt, af både humaniora og naturvidenskab, kendetegner forfatterens vid og giver værkerne et unikt præg. De er med moderne ord hybride og præget af samtidighed, og eksponerer som sådan essentielle forhold ved tiden anno i dag.

Stilen er personlig: inciterende, poetisk og kunstnerisk, og det er klart, at le Berthélaine med sine værker bevarer fokus på litteraturen som en kunstart, der skal udfordres og fornys. Sand litteratur ér kunst, og sand kunst indlejrer oprør og den evige stræben efter fornyelse - hinsides slidte former. Temaerne er eksistentielle og pendulerer mellem abstraktioner og konkret handling, til læserens egen refleksion over sig selv og sin samtid.

le Berthélaine ærer i sit arbejde det kendte forord fra fransk klassicisme: [que] les auteurs [devraient songer] à instruire leurs spectateurs qu'à les divertir, et s'ils suivaient en cela la véritable intention de la tragédie. ... altså, at forfatteren bør oplyse sit publikum og ikke blot underholde det, og ved at gøre dette, følger han tragediens sande hensigt

- Interessefelter: eksistentialisme, krop-og-sjæl problematikken, posthumanisme, virkelighed og virkeligheder, etik og moral.

- Politisk korrekthed kerer forfatteren sig lidet om - sin iver og andagt har han ved det fri, poetiske ord.